Dansk som 2. sprog eller basisdansk

Dansk for nytilflyttede børn

​På Carolineskolen har vi over 200 års erfaring i tage imod nye elever, der lige er kommet til Danmark med deres forældre og nu skal falde til i et dansktalende miljø. Nogle af børnene har aldrig hørt dansk før, andre har måske haft en dansk forælder eller familie i Danmark og taler dansk som 2. sprog (DSA). Vi lægger altid stor vægt på, at børnene både får lært sproget individuelt eller små hold og samtidig får bygget en stærk tilknytning op til deres klasse. 

Erfaringen med så mange generationer af elever uden dansk som modersmål har lært os, hvordan vi giver børnene den bedste håndsrækning ind i det danske sprog. Så snart de opdager, at flere af deres nye kammerater har stået i samme situation, bliver de trygge og tør stille og roligt tage de første skridt ind i deres nye hverdag. 

Her på siden kan du læse lidt om, hvad vi kan tilbyde jeres barn, når I er nye i Danmark. 

Tilbud til børn, der har dansk som 2. sprog (DSA)

På Carolineskolen er undervisningen i dansk som 2. sprog integreret i den almindelige undervisning, suppleret med sprogtimer hos skolens DSA-lærere. Det overordnede ansvar for DSA varetages også af DSA-lærerne.

Hvis I er forældre til et flersproget barn, bliver I inden for kort tid inviteret til et møde, hvor I sammen med DSA-læreren lægger en plan for, hvordan jeres barn kan udvikle sine færdigheder i dansk - mundtligt som skriftligt. I vil til skolehjemsamtalerne blive orienteret om hvordan det går, både i dansk og i de øvrige fag.
Jeres barn vil som udgangspunkt deltage i klassens undervisning på lige fod med kammeraterne. På den måde får barnet mulighed for at tilegne sig dansk på en naturlig måde og inden for de meget afvekslende rammer, som fagene samlet set tilbyder.
Der vil der være et tilbud om to timers undervisning i dansk om ugen. Det kan både foregå som eneundervisning og i mindre grupper med andre af skolens flersprogede elever.
Elever med behov for en ekstra håndsrækning kan i en kortere periode få lidt flere ekstratimer i dansk og på den måde blive hjulpet godt videre.
Jeres barn kan få støtte til dansk som 2. sprog i op til tre år.

Tilbud til børn, som endnu ikke taler dansk (basisdansk)

Taler jeres barn ikke dansk, tilbyder vi basisdanskundervisning. Vi vil sammen med jer lave en handleplan for, hvordan barnet hurtigst muligt kan tilegne sig sproget. Som udgangspunkt tilbyder vi barnet et 'sprogboost' de første måneder, indtil barnet er klar til at modtage skolens faste tilbud til elever med dansk som 2. sprog – se afsnittet ovenfor.

Jeres barn vil typisk være på sproghold i 6 -8 lektioner om ugen. Denne undervisning foregår separat fra stamklassen. Basis dansklæreren vil sammen med klassens øvrige lærere løbende evaluere hvornår og hvordan jeres barn kan komme tilbage til stamklassen i alle lektioner. 

"Helligdagene er rigtig hyggelige. Til Chanukah synger vi for eksempel Chanukah-sange. Vi samles også en gang om måneden alle sammen og synger jødiske sange til Sabbat."

"Jeg elsker mit arbejde, fordi børn er dejlige, åbne, umiddelbare, nysgerrige, kærlige og udfordrende, og alt det får jeg lidt af, hver dag jeg går på arbejde!"

"Det bedste ved Carolineskolen er at man har så mange venner. Man har nogle venner fra 5. klasse og fra 9. klasse."

"Jeg føler mig beriget som menneske efter at have mødt Carolineskolen og dens omsorgsfulde kollegaer, børn og forældre. Her er det særligt – på den fantastiske måde!"