Det første år i børnehaveklasse

Kunsten at gå i skole

I løbet af det første år lærer eleverne først og fremmest at gå i skole med alt, hvad det rummer af små og store færdigheder og tigerspring. De lærer at forstå og tage imod fælles beskeder, at udsætte deres egne behov for en stund, at give hinanden tid og at lytte til deres kammerater. De lærer også at gøre sig umage og at stå frem og tale deres egen sag, bl.a. ved at holde oplæg for klassen.

Undervisningen

Klassen har ikke et egentligt skema. Eneste faste punkt hver uge er to lektioners idræt og fire lektioner med jødisk fag. Det betyder, at vi kan rykke rundt på tingene alt efter, hvad der fylder hos eleverne. Hver morgen gennemgår vi dagens program, som er vist med små symboler på beskedtavlen i klassen. 

​Eleverne bliver det første år introduceret til tal og til at arbejde med minus og plus. De lærer bogstaverne, så de kan begynde at skrive sætninger og små historier med såkaldt "børne skrift". Børneskrivning går ud på, at man bare skal skrive løs og ikke kan stave forkert. Mens eleven læser det skrevne højt for læreren, skriver vi nedenunder med voksen skrift, så far og mor også kan læse med. Erfaringen med børne skrift kan give eleverne deres første, store succesoplevelse med det skrevne og er for de fleste elever det første skridt til at lære at skrive rigtigt. 

Derudover arbejder vi med emner, der har aktualitet og relevans for eleverne. Det kan være temadage om bestemte lande, om planter og dyr, om årstiderne og om de jødiske helligdage. På dagens program har vi jævnligt lektionen "Vælg", hvor eleverne efter eget valg kan arbejde med fx læsning, matematik eller tegning. De må også selv vælge, om de vil sidde ved bordet eller på gulvet, og i eller udenfor klassen - blot de kan fastholde arbejdsro. 

Jødisk fag er på skemaet fire lektioner om ugen. Skolens faglærer tager udgangspunkt i elevernes verden og supplerer undervisningen med fælles temadage med de andre klasser, hvor eleverne laver pynt, vægmalerier og udstillinger med afsæt i årets højtider. 

Idrætsundervisningen foregår i skolens gymnastiksal. Eleverne har gymnastiktøj med og skifter selv med hjælp fra en lærer, hvis der er behov for det. 

Tolærerordning og frikvarterer

Der er altid to lærere til stede i børnehaveklasse – klassens leder og en pædagog fra SFO'en. Det skaber sammenhæng i elevernes dag og gør dem trygge i skiftet mellem skoletid og SFO.

De to første måneder er de to lærere også sammen med eleverne i frikvartererne. Klassen holder ikke pause på faste tidspunkter, men når der er brug for det. Det betyder, at vi både er ude i de almindelige frikvarterer med de ældre elever og også nogle gange har skolegården for os selv.

Børn tænker med kroppen

Børn lærer allerbedst, når de kan få lov til at danse, hoppe, løbe, klappe og synge sig vej til det, der skal lagre sig i hovedet på dem. Derfor tager vi alle sanser, kropsdele og instrumenter i brug, når vi indvier børnene i alfabetets, tallenes, naturens og resten af verdens små og store mysterier.

Da både børnehaveklassens og SFO’ens leder er musikuddannede, trækker de helt naturligt toner, rytmer og bevægelse fra alle musikgenrer ind i klassens hverdag og undervisning.

Skærmfri skoledag

Generelt har vi fokus på, at eleverne ikke sidder for meget ned, og at skoledagen byder på masser af mulighed for at bruge kroppen. Da indlæringen i børnehaveklasse således mest foregår på gulv, bord, tavle og ude i det fri, er vi ikke afhængige af computere i undervisningen og kan derfor tilbyde eleverne en skoledag, der som udgangspunkt ikke er tilrettelagt efter, at der skal bruges skærme.  

Den lille og store verden – til deling og læring

Vi trækker elementer fra elevernes egen verden naturligt ind i klassens liv og undervisning. De lærer fx om tal ved at tegne deres egne husnumre; hører om verdens lande og danser deres rytmer, hvis nogen har besøgt eller er født i udlandet; fylder noget meget i nyhederne, taler vi om det på elevernes præmisser, ser på landkort og drager anden læring ind i det; og er et forældrepar ved at blive skilt, taler vi ”helt tilfældigt” mere om skilsmisser, så eleverne får mulighed for at dele deres tanker med hinanden og skabe genkendelse, så ingen føler sig alene.

Stilletid på skemaet

En del af de nye færdigheder ”træner” vi dagligt med det, vi kalder stilletid. Stilletid er en 10 minutters fokuseret pause, hvor eleverne ligger og hviler sig på måtter, lytter til rolig musik, eller sammen med læreren laver små drømmerejser, så de får slappet godt af i både kroppen og hovedet.

Lektier

Eleverne i børnehaveklasse har ikke lektier for. Der kan dog være brug for, at i som forældre derhjemme styrker jeres barn  i at klare de almindelige færdigheder som påklædning, pakke taske og gymnastiktøj. Nogle børn kan også have brug for at øve fx tal og bogstaver med mor eller far. Men derudover er der ikke hjemmeopgaver det første år.

Fælles aktiviteter med 1.- 3. klasse

Børnehaveklasse. og 1. klasse har meget tæt kontakt med hinanden. De ”bor” i samme bygning, har fælles undervisning i flere forløb og tager også på ture ud af huset sammen flere gange om året.

Derudover arrangeres lærerne flere gange om måneden aktiviteter på tværs af alle de yngste klasser. Det kan være fælles lektioner med de andre klasser, hvor emnet er valgt, så alle kan være med uanset niveau. Klasserne deltager også i fælles lege, ture i skoven, forfatterbesøg mv. Gennem disse aktiviteter vænner de små sig til at være sammen med de større og lære af dem, de større træner hensynet til de mindre og oplever glæden ved at lære fra sig. Og alle klasser får mulighed for at knytte tætte bånd med elever fra andre årgange

Lære af det svære

Det er ikke et mål for os at undgå konflikter, men det er et mål at lære eleverne, hvordan de håndterer dem og kommer godt videre. Derfor tager vi os tid med eleverne, når noget er gået skævt.

I situationen har vi fokus på, hvad der er sket, hvordan det var for dem, hvad de hver især egentlig gerne ville, hvordan det også kunne være gjort osv. Hvis det giver mening, kan vi bruge små rollespil til at blive opmærksomme på de andres situation og sammen få ideer til, hvad man kan gøre i stedet for at blive uvenner.

Leg som vej til trivsel

For at lære eleverne, at alle er forskellige og har forskellige grænser, og at de skal tage hensyn til hinanden, sætter vi ind imellem små situationsspil i gang. Eleverne opfatter det som en leg og vil gerne være med, og spillene er med til at skabe god trivsel – både for den enkelte elev og i klassen som helhed.

Forældrearrangementer

Forældrene arrangerer mindst to årlige klassearrangementer for eleverne og deres familier, typisk til Chanukkah og inden sommerferien. I klassen forbereder eleverne små sange og andet, som de optræder med. De viser også med tegninger, udstillinger m.v., hvad de har lært i løbet af året.

Bedsteforældredag

I løbet af det første skoleår bliver elevernes bedsteforældre inviteret til nogle hyggelige timer sammen med børnehaveklassen. Her viser eleverne rundt, fortæller om det, de har lært, og har en lille optræden. Dagen slutter med at spille spil sammen i SFO’en.  

"Helligdagene er rigtig hyggelige. Til Chanukah synger vi for eksempel Chanukah-sange. Vi samles også en gang om måneden alle sammen og synger jødiske sange til Sabbat."

"Jeg elsker mit arbejde, fordi børn er dejlige, åbne, umiddelbare, nysgerrige, kærlige og udfordrende, og alt det får jeg lidt af, hver dag jeg går på arbejde!"

"Det bedste ved Carolineskolen er at man har så mange venner. Man har nogle venner fra 5. klasse og fra 9. klasse."

"Jeg føler mig beriget som menneske efter at have mødt Carolineskolen og dens omsorgsfulde kollegaer, børn og forældre. Her er det særligt – på den fantastiske måde!"