Carolineskolens SFO og Klub

SFO og Klub udgør et samlet fritidstilbud til elever fra 0. til og med 5. klasse. 0.-3. klasse har "hjemme" i SFO'en og kan deltage i alle dens aktiviteter. Det samme må 4. og 5. klasses elever, som desuden kan boltre sig med særlige Klub-aktiviteter kun for dem. Den tætte kontakt mellem SFO og Klub giver børnene mulighed for at lege og være sammen på tværs af alder og klasser og er med til at give et særligt stærkt sammenhold mellem skolens mindste og mellemstore børn. 

Medbestemmelse i børnehøjde

​Den første onsdag i hver måned afholder vi 'Børnemøde' i både SFO og Klub. Vi taler med eleverne om måneden, der er gået: Hvad har været sjovt og spændende, hvad har de været glade for? Vi spørger også til deres ønsker for den kommende måned. Hvis deres forslag kan lade sig gøre, har et pædagogisk potentiale, og måske også kan flettes ind i den jødiske kalender, kommer forslagene med i planlægningen af nye aktiviteter. 

Vi sender nyhedsbrev til forældrene en gang om måneden med praktiske informationer fra SFO og Klub og en oversigt over den kommende måneds aktiviteter. 

En dag i SFO og Klub

Kl. 7:30 holder vi morgenåbent for de børn, der bliver afleveret, inden undervisningen begynder. De bliver tilbudt et stykke knækbrød, hvis de er sultne, og kan på fællestavlen se, hvad eftermiddagen i SFO'en og Klubben byder på. 

Kl. 8:00 følger vi børnene fra 0. op til klassen, mens de større elever selv går op. 

Kl. 12:30 gør SFO-teamet klar til at tage imod børnene og forbereder eftermiddagens aktiviteter. Er der sket noget om formiddagen i skolen eller i SFO'en dagen før, som vi skal være opmærksomme på, når børnene kommer, deler vi det også hér. 

Kl. 13:00 dukker de første elever op. Den første time er alle ude og lege, løbe og spille - uanset vejret. 

Kl. 14:00 tilbyder vi frugt. Herefter kan eleverne frit vælge, om de vil lege inde eller ude, og om de vil være med til en af dagens aktiviteter. I SFO'en kan det være keramikværksted med gæstelærer, børneMGP, snobrød over bål eller fælles ture ud af huset. For Klub-eleverne kan det være en tur til stranden (også om vinteren), i tennishallen eller en tur på skøjter - alt sammen noget, der træner dem i at klare sig på egen hånd. 

Alle aktiviteter i SFO og Klub er gratis, og børnene har fri adgang til brætspil, bøger, tegneserier, boldrum og kreative værksted. 

Kl. 15:30-17:00 bliver børnene hentet, og SFO og Klub lukker. Indtil da kan de lege, hygge, spille og smøre sig dagens sidste knækbrød. Klubbens elever (4. og 5. klasse) må selv gå hjem, hvis det er aftalt med forældrene. 

Vi spørger, lytter og kender børnene godt

Når der opstår uoverensstemmelser mellem børnene, agerer vi ikke dommere, men snarere detektiver. Vi tager derfor ikke over i konflikten, men spørger ind til det, der er på spil, så vi sammen med børnene kan tale os frem til noget, der ikke er en dom, men en forklaring, der kan løsne op for situationen. 

Det, at vi lytter til dem og også lærer dem at lytte til hinanden bidrager til, at de kan hvile godt i sig selv og stole på, at de bliver taget alvorligt og behandlet ligeværdigt. Samtidig kender vi ikke bare børnene godt. Vi har også god føling med resten af familien i flere led - forældre, bedsteforældre, søskende, fætre, kusiner, onkler og tanter. Det giver tryghed - både for børnene og for os, der er omkring dem i hverdagen. 

SFO'ens  og klubbens åbningstider

Morgen åbent alle dage kl. 7.30 - 8.00 og eftermiddags åbent fra kl. 13.00.

SFO lukker mandag til torsdag kl. 17.00, fredag kl. 16.00 ( dog fredag kl. 15.00 i vinterperioden fra og med 1. fredag i november. til og med sidste fredag i januar).

SFO'en og klubben holder åbent i uge 7 (vinterferien) og i uge 42 (efterårsferien) og i de første uger af sommerferien. Der er et særligt program i disse uger, bl.a. projekter på skolen og ture ud af huset. 

Tilmelding til SFO og Klub

Tilmelding til SFO/Klub sker, samtidig med at du melder barnet ind på Carolineskolen. 

Sådan indmeldes dit barn i SFO og Klub

Tilmelding til SFO/Klub sker samtidig med, at du melder barnet ind på Carolineskolen.

"Helligdagene er rigtig hyggelige. Til Chanukah synger vi for eksempel Chanukah-sange. Vi samles også en gang om måneden alle sammen og synger jødiske sange til Sabbat."

"Jeg elsker mit arbejde, fordi børn er dejlige, åbne, umiddelbare, nysgerrige, kærlige og udfordrende, og alt det får jeg lidt af, hver dag jeg går på arbejde!"

"Det bedste ved Carolineskolen er at man har så mange venner. Man har nogle venner fra 5. klasse og fra 9. klasse."

"Jeg føler mig beriget som menneske efter at have mødt Carolineskolen og dens omsorgsfulde kollegaer, børn og forældre. Her er det særligt – på den fantastiske måde!"