Nyheder

Sommerferienyhedsbrev juni 2017

  1. juni 2017

Kære forældre

Her kommer skoleårets sidste nyhedsbrev med en sommerferiehilsen fra mig inden vi lukker og slukker for skoleåret 2016-2017.

Ikke alt blev som vi havde håbet på. Fx var det meningen, at vi skulle slutte skoleåret på Bomhusvej og begynde det nye skoleår på Strandvejen. Men sådan gik det som bekendt desværre ikke L

Men en masse andre ting er lykkedes for os. Vi er blevet meget klogere på, hvordan vores dejlige skole skal se ud i fremtiden, og vi begynder så småt at kunne samle alle de løse ender.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med en ny struktur, bl.a. med de to nye team – team Moses og team Aron, hvor vi kommer til at arbejde meget tættere sammen om at give børnene det allerbedste.

Vi bruger de fire første dage af børnenes sommerferie til bl.a. at blive klogere på teamsamarbejde, få talt vores fælles værdier igennem og få aftalt, hvordan vi fremover skal samarbejde på den bedste måde.

Vi bruger også tre dage inden børnene møder i skole den 3. august til at detailplanlægge det første forløb med overskriften: ”Kommunikation”. Det kommer I til at høre meget mere om!

I får et brev fra det team jeres barn hører til om mødetider, første skoledag efter ferien etc.

Obligatorisk madordning

Som de mange af jer, der var til årsmøde hørte, så er vi også godt på vej med en fælles madordning. Det er besluttet, at madordningen skal være obligatorisk for alle børn (og voksne), som en meget vigtig og samlende ting, der styrker fællesskabet. Desværre kan vi nok ikke komme rigtig i gang før vi flytter til Strandvejen, hvor der er bygget et køkken, der kan håndtere at lave mad til mange, og hvor børnene bliver en meget vigtig del af både planlægning og produktion af dagens måltid, der selvfølgelig bliver sundt, med fuldkornsprodukter, masser af grøntsager og fisk, så vidt muligt økologisk – og hvor både store og små bliver mætte og glade!

Vi har været så heldige allerede nu at have ansat vores fremtidige ”madmor”. Hun hedder Katrine Anker Møller og kommer fra en stilling i Københavns Kommune, hvor hun har været leder af en Madskole og blandt meget andet har bidraget til anbefalinger af sund skolemad hos Fødevarestyrelsen. Hun skal i første omgang lave mad til børnehaven og vuggestuen fra september – og bruge tid på at lave planer for vores fremtidige madordning.

Prisen for madordningen bliver 450 kr. om måneden.  I den forbindelse skal I, der har flere børn på skolen huske, at der foreløbig i de næste par år vil være halv pris på skolepengene for barn nummer to, tre osv.

Den 1. juli er en stor dag!

For da bliver Carolineskolen, børnehaven og vuggestuen til én samlet organisation! Der har været en masse teknikaliteter undervejs, men nu lykkes det endelig – og vi GLÆDER os til at bruge en masse krudt på at skabe en sammenhængende, pædagogisk rød tråd for børnene fra 0 – 15 år.

VIGTIGT! Nyt kontonummer til skolepengene.

I forbindelse med sammenlægningen sker der nogle ændringer i opkrævning af skolepengene. Så HUSK at læse det brev, som I har fået på Intra om nyt kontonummer J

4. klasse har udgivet en bog!

Vi er så stolte, at vi næsten ikke kan være i os selv! Vores 4. klasse har i samarbejde med en rigtig, vaskeægte forfatter Carsten Folke Møller og Sil Tárkányi-Gottfried der er illustrator og far til Gabriel, udgivet bogen ”Ogel i fare”.

Mange elever har allerede erhvervet sig bogen, men hvis nogen ikke har fået købt den, så kan den bestilles på Saxo.com. Den er både spændende og morsom og med nogle helt fantastiske illustrationer!

Her er en lille teaser:

”De tre søskende Allimac, Jumle og Somsom må på en farlig mission i rummet for at redde deres fjerne hjemplanet Ogel.
Et rumskib ude af kurs, en fremmed planet, nye venner, indbrud, en vred hund, en LEGO-konkurrence, hacking, forklædninger, vagter, forskere og politi er nogle få af de udfordringer, de tre rumvæsener oplever i kampen for at redde deres hjemplanet.”

Årets dimission

Den 22. juni sagde vi farvel til vores dejlige 9. klasse. Det er en festdag, men også en vemodig dag, for det er altså ikke så let at skulle sige farvel til elever, der har betydet rigtig meget for os. De har klaret sig helt utrolig flot til deres eksamener – og har et karaktergennemsnit, der er tårnhøjt. Vi er så stolte af dem og ønsker dem alt mulig held og lykke ude i den store verden – og håber selvfølgelig at se dem rigtig tit på besøg.

Tak til vores super seje og dygtige skolekor for smuk og stemningsfuld underholdning – og til Pia og 6. klasse for meget lækre sandwich!

Velkommen til vores nye 0. klasse

Når vi sender en flok elever ud i verden tager vi heldigvis også imod et nyt kuld. De fleste børn i vores kommende 0. klasse har taget lidt forskud på skolelivet og har siden begyndelsen af maj haft deres eget lokale på skolen. Jeg havde fornøjelsen af at være med til deres picnic den 11. juni og det var dejligt at møde børn og voksne under mere uformelle former. Vi GLÆDER os alle sammen til at byde dem og deres forældre velkommen som ”rigtige” skolebørn i august!

Farvel til Dorthe, Stine og Mette

Dorthe og Stine, der har været ansat i det her skoleår som henholdsvis billedkunstlærer og støttelærer forlader os. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dem – og børnene kommer til at savne dem!

Mette forlader os som bekendt også. Hun er jo nærmest en fast del af skolen, så det er en svær afsked, hvilket de mange hilsener, gaver og blomster hun modtog til sin reception den 22. juni vidner om.

Jeg takker alle tre for deres store indsats til glæde for børnene på Carolineskolen og ønsker alle tre god vind fremover!

Velkommen til Olfert

Team Moses manglede en lærer med naturfaglig profil og vi har været så heldige at ansætte Olfert, der både har en bachelor fra DTU og netop har afsluttet sin læreruddannelse. Olfert skal fortrinsvis undervise i 1. og 3. klasse.

Vi glæder os til at arbejde sammen med Olfert – og Olfert glæder sig til at blive en del af Carolineskolens dygtige lærerstab. Han deltager heldigvis i vores pædagogiske dage i uge 26.

Årsmødet

Tak til de mange, der i en travl hverdag tog sig tid til at møde op til vores årsmøde. Det er dejligt for både mig, personalet og bestyrelsen, at der er så god opbakning til vores arbejde!

Brug af køkkenet – månedens hjertesuk

Der har været en herlig masse sommerfester på skolen og i den forbindelse er der mange, der har brugt skolekøkkenet. Vi har et hjertesuk i den forbindelse. Det er nemlig meget, meget vigtigt, at det dels er aftalt med Pia Litwar, når man skal bruge køkkenet, dels at de regler der er for brug af et kosherkøkken overholdes.

Jødisk fag og ivrith i næste skoleår

Charlotte – vores jødiske leder har lavet en beskrivelse af rammerne for undervisningen. Den kan læses på Intra.

Nyt fra elevrådet

Vores elevråd har været meget aktive og har sat en masse gode ting i gang i det her skoleår. Deres sommerhilsen sommerhilsen kan også læses på Intra!

Jeg takker for et forrygende første år på Carolineskolen og glæder mig til gensyn med børn og voksne efter sommerferien.

Jeg ønsker jer alle en dejlig og solfyldt sommer!

Pernille Fabricius

Skoleleder