Nyheder

Nyhedsbrev september 2018

Rosh Hashana står for døren

En af de smukke traditioner vi har er, at børnene pynter skolen op med dejlige billeder, fine ”ønskefjer” med ønsker om gode ting i det nye år – ønsker der går lige fra ”fred i verden” til ”at lillebror holder op med at drille” og sjove ballonbier, der hænger fra reposen i palæet. Der er blæst shofar, spist runde challot, æbler og honning – og vi taler om tilgivelse og forsoning, som jo er det smukke tema for denne højtid.

En af de helt store begivenheder i ugen op til Rosh Hashana er 5. og 6. klasses Rosh Hashana middag for forældre og bedsteforældre. I år blev der lavet sefardisk mad med spændende krydderier og masser af velsmag. Den traditionelle hønsekødssuppe, lækker krydret kylling med bulgursalat, granatæbler og mynte og lækker honningkage til dessert. Børnene lavede al maden sammen med Pia; det var en fornøjelse at se børnene knokle i køkkenet – og så imponerende, at servering og præsentation af maden foregik fuldstændig professionelt. TAK til Pia for igen i år at stå for det store og fine arrangement!

Carolines madskole og 10´er mad

Mange forældre har bedt os om, at køkkenet serverer 10´er mad for børnene. Det har vi fundet en løsning på – så fra 1. oktober bliver der serveret en bolle, noget frugt og hvad køkkenet ellers kan finde på af gode ting at spise i 10-pausen.

MEN – i den anledning er vi nødt til at forhøje prisen for mad med 100 kr., så det fra 1. oktober koster 550 kr. om måneden at få sund, dejlig og nærende mad på skolen.

Da vi lagde budget for køkkenet, inden vi åbnede på Strandvejen, vidste vi af gode grunde ikke helt, hvad det ville koste – og lige nu kører vi desværre med et pænt stort underskud, så også derfor er vi nødt til at hæve prisen…. Vi har også været nødt til at hyre ekstra hjælp, fordi der i dette skoleår er færre uger med børn i køkkenet.

Vi håber på jeres forståelse – og jeg tænker, at mange familier er glade for helt at slippe af med at skulle smøre madpakker.

Farvel til Nanna

Nanna har fået job på Holtehus Efterskole og forlader os desværre med udgangen af september. Nanna vil gerne være et sted, hvor der hele tiden er børn i køkkenet, som der er på Holtehus – og det kunne vi desværre ikke honorere. Vi siger TAK til Nanna for hendes store indsats med både børn, køkken og vidunderlig mad, der har fået selv grøntsagshadere til at elske broccoli og spinat! Vi kommer til at savne hende!

Men heldigvis har vi fundet en rigtig god afløser for Nanna. Henriette Madsen har været vikar i køkkenet i en periode – og hun vil gerne fortsætte i jobbet. Henriette har arbejdet i et køkken før og udover at være virkelig dygtig til at lave mad, har hun masser af gode og inspirerende ideer og børnene kan virkelig godt lide hende.

Vi har også været så heldige at få Nicole Meron i et praktikforløb i køkkenet i de næste tre måneder. Nicole har jødisk baggrund, og det er en stor hjælp!

Verdens Bedste Skole

Flere forældre har været forbi mig for at spørge, om vi helt har droppet at udvikle skolen efter at de tre udviklingslærere er stoppet. Den vil jeg gerne mane helt i jorden – for det har absolut intet på sig!

Dels har vi et fantastisk samarbejde kørende i hele skoleåret med ”Spiral”, som jeg har skrevet om tidligere og som præsenterede sig på årsmødet i juni, dels har lærerne lært så meget i de to år, projekt ”Verdens Bedste Skole” har været i gang – og er så gode til at samarbejde, inspirere og lære af hinanden, at de bare flyver afsted. Der er planlagt projektbaseret undervisning, hvor det er ægte problemstillinger, børnene skal arbejde med, der bliver diskuteret læringsstrategier og hvordan vi bedst fremmer den entreprenante tankegang hos både børn og voksne. Samtidig skal vi sikre, at børnene får lært alt det de skal – og det er vi helt sikre på at de gør! Vores mål er bl.a., at det bliver endnu sjovere at lære endnu mere.

Den mørke tid nærmer sig…

Flere forældre har bedt bestyrelsen se på, om det er muligt at udvide åbningstiden i perioden november-januar, hvor Shabbath går tidligt ind. Bestyrelsen har set på sagen, men fastholder, at skole, SFO, børnehave og vuggestue lukker kl. 15 fra den første fredag i november til den sidste fredag i januar for at give familier og medarbejdere rimelig tid til at nå hjem inden lystænding.

Shanah Tovah U’metuka ve gemar chatimah tova

Pernille