Nyheder

Nyhedsbrev oktober 2018

 

Markering af 75-året for oktober 1943

Markeringen har fyldt rigtig meget på skolen i disse uger. Der har været projekter om det, at være på flugt, der er blevet læst og skrevet – og kulminationen på det hele var hele skolens tur til Gilleleje, hvor vi både fik set fyret og det kirkeloft, hvor rigtig mange jøder blev gemt. Vi var i skole som i 1940´erne (en smule angstprovokerende for nogle af børnene!) og vi så skibe på havnen, der ligner dem, der transporterede jøderne til Sverige i oktober 1943. Vi hørte et af de ”gemte” børns utrolige historie og Bent Lexner var også med, og fortalte historien om oktober 1943 med vanlig indlevelse til stor glæde for både børn og voksne. Stor TAK til de Gilleleje-borgere, der havde arrangeret det hele så fint for os!

Tak også til vagter og forældrevagter, der var med og passede så godt på os på hele turen!

Ved den store markering i Synagogen torsdag den 11. oktober vil børn fra Carolineskolen synge for alle de prominente gæster under ledelse af Channe Nussbaum. Husk at hele begivenheden transmitteres på DR2 og TV2. Det er i øvrigt vores egen Uri, der skal lede folk igennem udsendelsen på DR2 og fortælle hvad der sker!

Boldbur på vej!

TUSIND TAK til alle de, der på initiativ fra Dan Moalem har doneret penge, så vi endelig kan få et boldbur til de ældre elever. Det er helt fantastisk, at det kunne lade sig gøre på så kort tid – og vi er alle sammen – og især børnene dybt taknemmelige! For der har virkelig manglet nogle aktiviteter til de ældre elever!

Nu mangler der bare lige nogle trakasserier med Københavns Kommune om byggetilladelse og diverse sikkerhedsting – men vi regner med, at det firma, der skal levere boldburet går i gang i næste uge.

Carolineskolens Venner har doneret penge til skaterbane, udendørs bordtennis og andre sjove ting – så om ikke så længe kommer her til at være gode frikvartersaktiviteter for alle. Stor ros til ”ungerne”, fordi de har været så opfindsomme og fundet på en masse gode lege alligevel. Det er utroligt, hvad grønne mælkekasser kan bruges til!

Udvidet samarbejde mellem JSD og Carolineskolen

I dette skoleår har vi indledt et tættere samarbejde med JSD for at skabe større samhørighed mellem menigheden og skolen. Vi lægger ud i skolens auditorium med et meget spændende oplæg og efterfølgende diskussion i oktober ved Mario Izcovich: ”Jødiske menigheder i en flydende tid”. Se hele programmet på forsiden af ForældreIntra og tilmeld jer hos Tina Schwarz på: ts@mosaiske.dk.

Fornemme besøg

Torsdag den 11. oktober får vi besøg af en delegation fra World Jewish Congress med præsident Ronald S. Lauder i spidsen. De har ønsket at se vores dejlige skole, mens de er i Danmark for at deltage i markeringen af oktober 1943. Det er vi naturligvis meget beærede over, for han er normalt en mand der kun omgås præsidenter og andre berømtheder.

Og det stopper ikke der. I november kommer justitsminister Søren Pape forbi for at se hvordan vi har indrettet os.

Lidt om at stoppe, mens legen er god…..

Rigtig mange har været forbi for at spørge mig, hvorfor jeg har valgt at stoppe med udgangen af 2018. Det er der flere grunde til – og det var slet ikke noget, der lå i kortene, da jeg tiltrådte i august 2016. Min forventning var, at jeg da ville blive ved til jeg var mindst 67. MEN, nogle gange bliver man overhalet indenom af virkeligheden.

Det har været nogle hårde, men også utroligt spændende år, med det store ”Verdens Bedste Skole”-projekt, som ikke alle har været jublende lykkelige over, sammen med flytningen af skolen, børnehaven og vuggestuen og alt det, der fulgte med den øvelse – og jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt ung længere og heller ikke har de samme kræfter som tidligere.

Jeg har arbejdet i skoleverdenen siden jeg var 20 år – og når man har været 40 år i den branche, har man udtjent sin værnepligt, som den ene af mine gode venner siger.

Jeg har valgt at gå, mens jeg stadig har kræfterne til at rejse ud i verden og bruge meget mere tid på at være sammen med min dejlige familie og gode venner. Hovedet på sømmet i forbindelse med min beslutning var, da mit næstyngste barnebarn Frode på 7 år spurgte, om han måtte låne min kalender, så han kunne få lagt en aftale med mig ind. Den sved!

Jeg er så utrolig glad for at have mødt så mange dejlige mennesker på Carolineskolen og i menigheden, der har beriget mit liv på så mange måder – og det bliver især meget, meget svært at skulle sige farvel til Carolinebørnene, som er helt vidunderlige og har et sammenhold og en tilgang til livet, der er helt unik.

Men nu skal der nye kræfter til – og jeg håber, at I vil tage lige så godt imod min efterfølger, som I har taget imod mig!

Kærlig hilsen – og god efterårsferie!

Pernille