Nyheder

Nyhedsbrev februar 2018

Vi gjorde det!

Og vi kan slet ikke få armene ned over, at det endelig efter mange forhindringer og irriterende benspænd lykkedes os at indtage vores nye, fine bygning!

Turen dertil sidste mandag med alle skolebørnene var næsten magisk! Solen skinnede, fuglene sang og der var en snert af forår i luften. Et stykke af Tuborgvej var spærret for al trafik, mens vi gik der. Det var ret sejt syntes flere af de børn, jeg fulgtes med. Trafikanterne havde sikkert en anden mening om det – men vi fik lov til at gå trygt og sikkert hele vejen!

Stor tak til forældrevagter, politiet og vores egne vagter, der passede så fint (og diskret) på os på hele turen!

Turen er foreviget på både film og fotos. Vi skal nok sørge for at dele både film og billeder med jer, når de er klar!

Tålmodighed – forårets vigtigste ord!

Der er stadig mange ting, der ikke er på plads endnu, og vi skal vænne os til huset og til at vi er meget mere spredt end vi var på Bomhusvej. Men vi får god motion, når vi render op og ned af alle trapperne, når vi skal finde hinanden eller nogle børn J

Tak for alle de gode ideer og forslag til ændringer, der er strømmet ind i min mailboks i den første uge på Strandvejen. Min bøn er, at I lige giver os lidt tid til at få etableret os, inden vi går i gang med at ændre alt muligt. Vi skal se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør – og det tager lidt mere end et par dage at finde ud af. Og ja, muren ER grim indtil vi får dekoreret den og plantet smukke blomster og planter, karrusellerne driller nogle gange, når man skal ind eller ud og der er mange andre ting, der helt sikkert kan blive pænere og smartere og hurtigere. Det ved vi godt – og vi arbejder på højtryk på at få ordnet det hele – men Rom blev ikke bygget på én dag, så giv os tid og væbn jer med tålmodighed!

Jeg er begyndt bede folk om først at fortælle, hvad de er glade for og tilfredse med, inden de begynder at brokke sig. Og det virker faktisk J

Noget af det bedste jeg har oplevet i den første uge er, at mange børn simpelthen ikke vil hjem om eftermiddagen. Sikkert møgirriterende for jer forældre – men et drømmescenarie for en skoleleder! Tænk at have en skole, som børnene slet ikke vil hjem fra – også selvom der endnu ikke er en legeplads!

Fælles frokost er fantastisk!

Ud over glæden over at slippe for at smøre madpakker, har mange forældre været bekymrede for, hvordan det dog skulle gå, når vi alle sammen skulle spise sammen. Mange børn er kræsne, og som forældre er man selvfølgelig obs på, om éns guldklump nu får noget at spise, når det, der er på menuen ikke lige er noget, der bliver jublet over derhjemme. Men vores oplevelse er, at børnene er utroligt modige, når det gælder mad. Jeg har siddet sammen med de yngste elever – og de får lokket hinanden til at smage på både glaskål, ærtespirer og rå broccoli – og jubler, når en af klassekammeraterne tør smage på de der champignoner, som han aldrig har kunnet lide før.

Og ja, der er børn, der virkelig ikke kan lide det, der bliver serveret, og som ikke er helt modige endnu. Det skal nok komme – og indtil da, er der altid noget, de kan spise, for ingen børn skal gå sultne fra frokosten! Det kan være svært at sige, at man ikke kan spise det, der står på bordet – så vi voksne prøver at være meget opmærksomme og hjælpe de (meget få) børn, der skal have noget andet. De kender ikke Katrine og Nanna så godt endnu, så det kan være svært at gå ned i køkkenet og bede om en torskerognsmad i stedet for den dampede laks!

De yngste elever er utroligt gode til at få ryddet op efter maden. Det kniber lidt mere med de ældre elever. Vi går i skarp træning med dem – og håber, at det også smitter af derhjemme J

Ogel i fare er nomineret til Klim prisen!

Femte klasses bog: ”Ogel i fare” er blevet nomineret til Klim prisen, der er en pris der gives til science fiction værker. De er i meget fornemt selskab med mange etablerede forfattere – og uanset om de vinder eller ej, så er vi simpelthen så stolte af dem! At blive nomineret er jo i sig selv en kæmpe bedrift! Stort, stort TILLYKKE til vores fantastiske forfatterspirer!

Morgenaflevering og eftermiddagshentning

Det er foreløbig gået fint med at få afviklet trafikken på Rosbæksvej om morgenen og om eftermiddagen. Men der er enkelte af jer, der har så travlt, at I får parkeret ulovligt eller til gene for den øvrige trafik. Det er så vigtigt, at vi fra starten får et godt forhold til vores nye naboer, så sørg for at overholde færdselsreglerne!

Glade og meget optimistiske hilsener

Pernille