Den jødiske profil

Carolineskolen er Danmarks eneste jødiske skole, og den jødiske tradition er en stor og vigtig del af vores historie og vores vision for en skole i verdensklasse.

Fordi vi er Danmarks eneste jødiske skole modtager vi børn fra familier med hvert deres jødiske udgangspunkt og observans.

Det er vigtigt for os, at hvert barn på skolen har oplevelsen af, at den vej deres forældre har valgt for dem derhjemme, er den rigtige for den pågældende familie i deres private sfære. Det betyder, at vi lægger vægt på rummelighed og tolerance over for hinandens forskelligheder.

Download læseplan og mål i jødisk fag (pdf)

Carolineskolens to jødiske spor

Carolineskolens jødiske linje er opbygget omkring to spor:

  • Et undervisningsspor, hvor eleverne har hebraisk/ivrith som kulturbærende sprogfag og jødisk fag, der omhandler alt fra jødiske- ritualer, religion, historie, etik, og mere emneorienteret undervisning såsom Holocaust, Israles historie og Mellemøstkonflikten, samt andre religioner.
  • Et jødisk spor, der følger det jødiske år og den jødiske hverdag, hvor vi markerer helligdage og fester, den ugentlige Shabbat og Havdalah og Rosh Chodesh.

Vi overholder de jødiske spiseforskrifter og eleverne siger en lovsigelse inden de spiser og synger bordbøn efter spisning.

Stærk jødisk identitet

Vores intention er, at hver elev får redskaber til at skabe sig en stærk jødisk identitet, samt at vores elever kommer ud fra Carolineskolen med nogle praktiske og teoretiske jødiske færdigheder, som de kan vælge at bruge til at skabe sig et aktivt jødisk liv.

Når I som forældre vælger Carolineskolen, vælger I samtidig at støtte op omkring skolens jødiske linje. Det betyder blandt andet:

  • At I ikke afholder klassearrangementer på shabbat og helligdage.
  • At I til overnævnte arrangementer, heriblandt børnefødselsdage, overholder kosherreglerne.

Hvis man er i tvivl om kosherregler, fødevareprodukter, hvornår det er helligdag eller lignende, så henvend jeg endelig til skolens jødiske leder Charlotte Lang: cl@carolineskolen.dk

Carolineskolens historie rækker tilbage til 1805, hvor etatsråd M.L. Nathanson etablerede skolen for at give fattige jødiske børn en uddannelse og for at integrere børn af jødiske indvandrere i det danske samfund.

Udvalgte jødiske traditioner på Carolineskolen

Pesach

Vi markerer Pesach ved at forberede en ”modelseder”, hvor alle elever har en rolle. I ugerne op til læses der og forberedes forskellige indlæg.

Chanukah

Vi tænder lys hver dag på skolen og i synagogen og spiser sufganiot og latkes for at fejre Chanukah.

Jom kippur

På Carolineskolen mødes 7. til 9. klasse med Rabbiner Jair, Erev Jom Kippur i løbet af skoledagen, hvor de sammen taler om tanker, traditioner og gudstjenesten.

Purim

Vi markerer Purim på skolen med oplæsning af Megillat Esther, udbringning af Misloach Manot, årets purimstykke ved 5. kl.asse og udklædningsfest.

Rosh Hashanah

Carolineskolen deltager i en række traditioner i forbindelse med det jødiske nytår.


Shavuot

Shavuot falder syv uger efter Pesach, og har også navnet Chag Hakatzir (høstens fest). Læs mere om Carolineskolens tanker og traditioner.

Sukkot

Vi fejrer Sukkot ved at opsætte skolens sukkah (da skolen i år dog er lukket hele sukkot, bliver den dog ikke sat op i år). Alle klasser spiser på skift deres frokost i sukkahen i løbet af ugen.