Nyheder

Channukah brev december 2017

14. december 2017

ØV!

Flyttekasserne er pakket, der er ryddet op og smidt ud, de sidste dage på Bomhusvej og de første dage på Strandvejen er planlagt ned til mindste detalje – og vi er bare SÅ klar til at flytte, også mentalt! Men som I ved, skulle det bare ikke lykkes for os at begynde det nye år på Strandvejen….

Som jeg skrev til jer, er vi både vrede, frustrerede og irriterede – men der er bare ikke noget at gøre. Vi kommer ikke til at flytte før i februar!

Heldigvis er medarbejderne her fantastiske, og efter at have bandet og svovlet lidt sammen med mig, greb de straks til handling og gik i gang med at lave nye planer! J Held i uheld er det, at vi heldigvis kan få lov til at blive på Bomhusvej!

Årets Channukah-stykke

Vores 7. klasse har netop haft premiere på årets Channukah-stykke, der selvfølgelig blev en bragende succes! Stykket er bygget op om Harry Potter – og vi møder alle de kendte karakterer fra bøgerne – inklusiv den uhyggelige Woldemor, der dog i 7. klasses version taler et klingende jysk og som heldigvis bliver bekæmpet af Harry og hans venner, så der igen kan blive holdt Channukah på Carolineskolen.

Både små og store jublede, grinede og klappede og havde en fornøjelig time med de dygtige skuespillere og musikere i den iskolde gymnastiksal. Tak til Sara Vain-Nielsen for instruktion, til Charlotte Lang for manuskript, til Lars Asmussen for teknik m.m., til Maor Schou for instruktion af sang og musik – og til 6. klasse, der har hjulpet 7. klasse med at få det hele til at køre på skinner!

Og vinderen er:

Selvfølgelig vores super dygtige 8. klasse, der i dag har fået overrakt en flot pris på 5.000 kr. af Berlingske Tidende som vindere af konkurrencen ”Avisen i undervisningen” i vores område! De går videre til landsfinalen med mulighed for at vinde 25.000 kr. Vi krydser fingre for dem!

Der er god grund til at de har vundet! Se selv deres flotte webavis: http://postaarvaagennu.skoleblogs.dk

Thanksgiving

Godt nok er vi en jødisk skole, der ligger i lille Danmark, men det skal jo ikke forhindre os i at følge med i andre landes traditioner. 8. klasse holdt Thanksgiving-middag med alt hvad der hører til – og alt foregik naturligvis på engelsk. Eleverne havde en dejlig eftermiddag og aften, hvor de knoklede i køkkenet og efterfølgende nød resultatet af deres anstrengelser. Skøn måde at få brugt sit engelsk på og få et ægte indblik i, hvad det der Thanksgiving egentlig er for noget.

Madværksted og hygiejnekursus

Katrine – vores fantastiske ”madmor” og hendes medhjælper Nana, vil i løbet af januar besøge klasserne og tale med dem om, hvad de kan lide at spise. De vil også lave madværksteder, hvor børnene får mulighed for at smage på en masse dejlige ting, som de måske ikke kender, og der bliver holdt hygiejnekurser, så børnene er klar til at være med til at lave mad på fornuftig og hygiejnisk vis. Vi er i gang med at lave en lille folder, så I forældre kan læse om visionerne for vores fælles måltider og alle de gode ting børnene får med sig – udover rigtig dejlig mad. Vi glæder os!

Channukah Sameach til alle!

Pernille Fabricius
Skoleleder